Haveforeningens historie 1943-1983

Brohavens historie 1943-1983

Indhold

1. Forord
2. Begyndelsen
3. Vandforsyningen
4. Hovedgangene
5. Lysthuse – medlemmer – haver
6. Bestyrelse – møder og forsamlinger
7. Marketenderiet
8. Regnskab – Arealleje – Haveleje
9. Sprøjtning og beskæring
10. Affalds- og festpladsen
11. Pligtarbejde
12. Kolonihaveforbundet
13. Flag —- Flagstang
14. Dyreplager
15. Toiletforhold
16. Låge, sti og bro
17. Opslagstavlen
18. Efterskrift
Forord

Forfatterne til dette tilbageblik tror at både nye og nuværende haveejere har lyst til at vide, hvad der førhen har gået for sig netop i deres haveforening. Derfor denne beskrivelse, som kun i store træk redegør for noget af koloniens opståen, opbygning og udvikling i fyrretyve år.
Det er klart, at hvert enkelt medlem har oplevet mange begivenheder, som nok er en beskrivelse værd, men det hører en anden litteratur til.

Meget har forandret sig i perioden, denne skildring omhandler. Primus og flueskabe er nu afløst af komfur og køleskabe. Husene og haverne har gennemgået radikal fornyelse. Der er stor efterspørgsel efter haver i vor koloni. Ansøgere kan risikere at vente i flere år, inden det er muligt for foreningen at tilbyde dem en have.

Vi har den glæde stadig at have nogle af BROHAVE-veteranerne fra 1943 hos os. I skrivende stund drejer det sig om medlemmerne i 7 haver, som uafbrudt har været medlem i alle årene. I nummerrækkefølge er det:

 

Brønnum Jensen og Frue

Nr. 33
Viggo Rasmussen og Frue

Nr. 44

Emil Hansen og Frue

Nr. 54

Fru Petersen

Nr. 68

Tage Knudsen og Frue

Nr. 69

Chr. Stegger og Frue

Nr. 87

Fru Lind

Forhåbentlig kan disse seniormedlemmer tilslutte sig den fremstilling.
Begyndelsen

Forinden man afholdt den stiftende generalforsamling, havde der været stor aktivitet fra det øjeblik, ideen var opstået: at dette trekantede stykke udyrket jord egnede sig til en kolonihaveforening. “De første mennesker” havde lavet et udvalg bestående af hvk. Wolther (formand) og de øvrige: J.B. Jensen, Schultz, V.A. Rasmussen, A.E.V. Hansen og Kragelund.
Det er fastslået, at Wolther var inspirator til haveforeningen Brohaven. Udvalget indkaldte til stiftende generalforsamling d. 24/4 1943 på Centralhotellet på Halmtorvet.

Wolther

omtalte forhandlingerne med DSB og handelsministeriet. Handelsministeriet skulle bevilge materialer til en ny gangbro over banelinien. Ved siden af hovedsporene – over godssporet – var kun en interimistisk træbro, som man helst ikke måtte benytte – i hvert tilfælde slet ikke til tungt materiel. Lejemålets indgåelse afhang af, om man kunne fremskaffe omtalte materialer som i krigens år var meget vanskelige at fremskaffe. Lykken stod de kække bi. Broen blev meldt færdig den 21/7 43. Arbejdet med foreningen var allerede i gang. Mere om broen senere!
På den første generalforsamling blev der fundet frem til foreningens første bestyrelse: Formand hvk. Carlsen, kasserer hvk. Poul Jensen og 3 bestyrelsesmedlemmer Kragelund, J.B. Jensen og A.E.V. Hansen. Der forestod nu et enormt plan- og anlægsarbejde.

Arealet skulle opmåles og inddeles i lodder. En landmåler stod for denne opgave sammen med en af lodsejerne, som det kaldtes på dette tidspunkt. Arealet omfatter 36.000 m2. Ud af denne måling kom 101 havestykker. De fleste måler 300 m2, 20 er større og 12 er mindre. Lodsejerne trak lod om hvilket stykke jord, der kunne blive tildelt, men udvalget, der havde gjort alt det forberedende arbejde, fik lov til at udvælge det sted, hvor de ville slå sig ned. Adgangen til at være med i lodtrækningen kostede 15 kr. Senere ville man fastsætte en halv- eller helårlig haveleje. Da lodderne var fordelt, var der 39 haver, der ikke var aftagere til.

En haveforening var opstået. Om navngivningen er intet nævnt, men navnet er særdeles nærliggende: Ingen haveforening der, uden en bro.

Bestyrelsen gav sig straks i kast med at skaffe medlemmerne toiletforhold og en opslagstavle. Samtidig skulle problemet med vandtilførsel løses.

Det formodes, at før “opdagelsen” af arealet havde noget af jorden været udnyttet af en vognmand. Han dyrkede korn for at skaffe foder til sine små islandske heste, som førte en tryg tilværelse på trekanten i de fridage, hvor di ikke var forspændt heste-vognen.

Jordbundsforholdene skulle undersøges. Der blev foretaget prøver flere steder af jorden, så man fremover kunne tilføre de rigtige slags gødninger.

Vandforsyningen

Den store aflåste kasse, der altid er i vejen ved indgangslågen, indeholder hovedhane og vand-måler til vor vandforsyning. Rørene langs hækken udgør hovedledningerne. Og indlæggelse af vand var selvfølgelig en af de opgaver, der i 1943 skulle løses hurtigt.
Det kostede penge, men vand ville ingen undvære.

Hver lodsejer betalte 15,00 kr. til en vandfond for at skaffe det økonomiske grundlag. På grund af tidernes ugunst var det ikke let at skaffe vandrør. Som før, henvendte man sig på central-værkstedet og klagede sin nød, og der var man særdeles villige til at afsætte brugte 2″ vacumrør. Frivilligt mandskab blandt haveejerne udførte arbejdet. Og allerede i december 43 meldes systemet færdigt. Samlet pris 4.168 kr. Summen for et liggende anlæg, som man havde kendskab til var 25.000 kr. Den lave pris skyldtes selvfølgelig gratis arbejdskraft og billig indkøb af rør. De ting, der ikke kunne skaffes af de særlig kanaler, indkøbtes med gode rabatordninger.

Vandrørssystemet kom ud for kritik. Der blev anket over, at rørene lå i den forkerte side af havegangene, nemlig solsiden, så det var umuligt at få koldt vand om sommeren. Rørene blev dog aldrig flyttet. Overvejelserne, om man skulle nedgrave rørene frostfrit, gik man hurtigt bort fra, fordi det ville besværliggøre reparationer. Rørene var svejset sammen i meget lange længder. Det måtte ændres, da der skete mange sprængninger. Nu er rørene inddelt i sektioner, så de ved vintertide kan adskilles og tømmes for vand.

Foreningen sørger selv for reparationer, adskillelse og samling, idet der, endnu da, altid har været håndværkere i blandt os, der vil påtage sig opgaven. Mod betaling. Således har en havejer, Borchfeldt, haft opgaven i 25 år, endog et par år efter, at hans medlemskab ophørte.

I 1957 oprettedes en vandrørsfond, hvor 5 kr. af medlemskontingentet havnede. Beløbet skulle bruges til indkøb af nye rør og reparation af de gamle. Fonden bliv ophævet i 1979 og indregnet under hovedkassen, da det alligevel er indtægter og udgifter, der hører til foreningen daglige regnskab.

Vandmåleren viste sig at være for lille og måtte udskiftes. Målerbrønden, som er kassens tekniske betegnelse, blev samtidig omstøbt og udvidet. Det var i 1959 og udført af fremmed arbejdskraft.

Som et særligt kuriosum kan nævnes, at før der blev indlagt vand, havde nogle af havejerne opstillet tønder til regnvand i nærheden af eller på banelegemet. Transporten af de fyldte tønder var forbundet med strabadser, men vore havefolk fik hjælp dertil af det danske politi, der gik sabotagevagt på banelinien.

Hovedgangene
Efter slaggerudlægningen begyndte man at knuse slaggematerialet, som var store som menneske-hoveder, fortælles det. Man enedes vist godt om dette arbejde. Det foregik under sang i takt til værktøjets bevægelser. Og derefter skulle der grus på for at gøre vejene gode at spadsere på. Men der skulle meget til. Gruset forsvandt mellem slaggerne. At de dengang anlagde god bund, hjælper os nu, da vi bare kan påføre grus engang imellem.

Der var ingen hække, kun buske og træer på området, så hele haveforeningen var synlig fra banelegemet, hvor det danske politi gik sabotagevagt under besættelsen. Venskaber opstod mellem medlemmer af haveforeningen og politifolkene. Senere gik tyskerne vagt, og det hændte, at de fandt på at skyde ind over området, så man hurtigt måtte krybe i ly. Der er ikke meldt om, at nogle af vore medlemmer er blevet ramt.

Det var ikke derfor, der blev plantet hække. Efter en masse bøvl enedes man om almindelig liguster og at lade en gartner om at plante de mange planter, der skulle til: 15.000 stk. Også den slags var det svært at få fat på. Til en begyndelse blev fremskaffet 5.000 stk. fra én planteskole. Langt om længe 3.000 stk. fra en anden. Hækkene ved hjørnegrunde blev afrundet af hensyn til transport med vogne.

Først blev der akkorderet med en gartner, der skulle klippe hækkene. Efter en eneste gang opgav man den måde, og man gik over til lade det være pligtarbejde. Allerede i 1946 overlod man arbejdet til den enkelte haveejer, der skulle klippe sin egen hæk. I 1960 opstod tilbud om maskinklipning af hække 8.00 kr. pr. have.

Der blev opsat skilte med vejnavne. Navnene var:

Tulipanvej – Irisvej – Lathyrusvej – Bellisvej – Begoniavej – Anemonevej.

Vejrliget var hårdt ved skiltene, som måtte opfriskes af og til, og i 1965 trængte de endnu engang til maling. I stedet tog man skiltene væk. De er nu opmagasineret i vort værktøjsskur.

Cykling på hovedvejene har altid været forbudt, dog har man af og til dispenseret fra forbudet ved bestemte sene tidspunkter – men alt i alt har man holdt forbudet i hævd. Det er kun få haveejere, der har fremsat ønske om cykling, men reglerne om forbud mod cykling på vejene er blivende. Her på området opfatter medlemmerne det som tryghed, at man altid kan færdes ude for sin have uden at overraskes af kørende trafik.
Lysthuse – medlemmer – haver
Det første hus, der blev bygget i foreningen, eksisterer endnu. Lysthuse – blev bygningerne kaldt – og det første værk befinder sig i have nr. 72 og bærer navnet Brohøj.
Der skulle tilladelse til at bygge. Man måtte ikke bygge huse af nye materialer, men kunne godt flytte huse ud på stedet. Hverken nye eller brugte materialer var lette at få fat på. Myndighederne havde nøje kontrol med sagerne. Havde man været så usandsynlig heldig at få overladt et bræt, gjaldt det om hurtigt at få det malet, så det lignede omgivelserne og dermed så brugt ud.

Der var bestemmelser om at holde målene på “lysthuse” indenfor 20 m2, og behovet var heller ikke større – dengang.

Baneingeniøren kontrollerede, om byggereglerne blev overholdt. Ifølge den tids protokoller forlyder det, at der trods forholdene blev bygget rigtigt pænt.

En kort overgang lod man indkøbe bremsehuse fra godsvogne, der skulle moderniseres. Nogle synes ikke, at man kunne være bekendt at placere dem herude, men det blev gjort begribeligt, at det kun var en midlertidig opstilling, indtil man kunne købe træ. De var bomstærke, disse bremsehuse, og de kan nogle steder betragtes i haverne – sammenbygget med huse – og i enkelt tilfælde står et bremsehus helt frit.

Når man byggede, var kravene at overholde de 20 m2, men tillige at sørge for, at huset var så højt over jorden, at det var muligt for en kat at komme under for at jage mus og rotter.

Haverne skulle være gravede forår og efterår, ellers regnedes de ikke for velholdte, og det betød opsigelse. Det var totalt forbudt at vande med slange.

Haverne var strenge at bearbejde i starten. Jorden var hård og meget leret, fyldt med sten og brokker. Man fandt på at gøde med kloakslam, indeholdende alle slags ulækre substanser, men altså også med en del gødningsværdi. Resultatet har også været: Haven fyldt med tomatplanter, leve- og bæredygtige, men slet ikke planlagt.

Man kom også ud for, at smelderlarven invaderede haverne. Den bekæmpedes ved at dyrke kartofler på et stort jordstykke. Når kartoflerne var modne, gravedes de op, og et utal af smelderlaver hang ved. Kartofler og laver blev omgående brændt. Den slags lyder som rigtigt pionerarbejde.

Ellers manglede der næring i jorden. Derfor foretog man jordprøver sendt til Statens Plantepatologiske Institut, der fandt ud af, at jorden manglede fosforsyre. Man gødede med kunstgødningen Pryen til en pris af 2½ kr. pr. 10 kg.

En grossist tilbød et læs tørvemuld billigt, hvis vi selv kunne skaffe jernbanevognen. Det viste sig at være yderst kompliceret, men 1. Distrikt klarede trafikken, som var indviklet i 1944. Kørsel og levering betragtedes som en stor kompliceret plan, det lykkedes ved hjælp af en masse afdelinger ved DSB, som ville gøre kolleger en tjeneste i en vanskelig tid. Leverancen kom fra Jylland.

En have passedes af en person, som under besættelsen havde optrådt udansk. En afskediget politiassistent. Medlemmerne ville ikke tillade, at han viste sig i kolonien. Haveejeren ville ikke ændre forholdet. På en ekstraordinær generalforsamling – kun omfattende dette spørgsmål – blev det bestemt at opsige haveejeren.

For sent indbetalt haveleje takseredes til en bøde: 2 kr. Længere restance foranledigede opsigelse. Klippede man ikke sin hæk, lod bestyrelsen udføre arbejdet mod betaling af den uefterrettelige.

I 1957 modtog Sv.Aa. Lind (have nr. 87) Aftenbladets ærespræmie for veldyrket og velholdt have.

Der har af og til været spørgsmål fremme om indlæggelse af elektricitet i haverne. Som årene går, ændres priser og lysten til investere i el. Tiden er muligvis forpasset, fordi haveejerne har anskaffet sig flaskegasanlæg til lys, komfur, køleskab og varme. Oven i købet har man erhvervet sig akkumulator til brug for TV og belysning. Kun 1/3 af medlemmerne tager fast ophold i haven i sommertiden.

Før fik haveejerne gasflasker byttet hos brugsforeningen på Vigerslev Allé. Det er nu blevet lettere, siden W. Oppenheim (have nr. 101) har påtaget sig denne opgave. Det er bragt i et godt system. Oppenheim har aftalt med et firma, der kommer på aftalt dag ugentlig. Han har så besværet med at bringe de tunge flasker til sit depot, hvor vi så kan ombytte flaskerne. En stor hjælp for medlemmerne. Især for dem, som kender og har brug primus med tilhørende problem om at ansøge myndighederne for tildeling af petroleum.

Hærværk og tyveri har desværre altid foregået på vort område. For en del år siden prøvede nogle medlemmer at begrænse dette irriterende forhold ved at blive abonnent hos Dansk Nøgleværn, som havde agiteret i kolonien. Der skulle betales indskud samt et årligt beløb. Forholdet holdt op igen. Værnet var ikke effektivt.

16/11 53 meddelte formanden, at der var 5-6 haver til salg, men det var dengang svært afsætte dem til folk fra DSB. Man syntes, at priserne var for høje. Foreningen søgte og fik dispensation til at udleje til udenforstående. Der skulle søges i hvert enkelt tilfælde. Fra 1960 er det gået modsat. Der har siden været stor efterspørgsel efter ledige haver.

En anden årsag til svigtende afsætning kan være, at det var ubehageligt, at DSB tidligere benyttede damplokomotiver som trækkraft. Røg og sod fra de spruttende maskiner lagde sig som et lag overalt. Vore damer beretter med gru, hvordan vasketøjet, der hængte til tørre, så ud. Resultatet: om igen!

Bestyrelse – møder og forsamlinger
Indtil 1958 afholdt haveforeningen generalforsamling to gange om året. Fra dette år bruger man så (i stedet for aprilgeneralforsamlingen), at afholde et sommermøde på festpladsen, hvor formanden afgiver meddelelser, som kan kommenteres, men på mødet kan ingen beslutninger tages. Sommermødet blev d. 8/6-80 udvidet til også at omfatte et bankospil med efterfølgende fælles-spisning og selskabeligt samvær. Den første sammenkomst var så vellykket, at det vil blive fast praksis.
Men i 1943 var der for den nyvalgte bestyrelse nok at tage fat på. Der skulle forhandles med DSB og Kommunen. Haveforeningen skulle jo anlægges. Det blev lagt i hænderne på den første formand A. Carlsen, som med sin præstation fik en erindringsgave af foreningen. Gavens art er ingen steder nævnt, men den kostede, som der er skrevet, “lige ved et halvt hundrede kroner”. Dengang et anseeligt beløb.

Bestyrelsen står for indkøb og fordeling af grus og spagnum, og i sin tid skaffede man også gødning. Det var et særligt arbejde at skaffe varerne frem under krigen og nogle år derefter. Der blev sørget for jernbanevogne helt fra Jylland. Det kostede en masse aftaler og spidsfindigheder at finde de rigtige personer at få aftalerne med. Men DSB-folk har en behagelig evne til at støtte hinanden – selv på afstand. Vognene skulle hertil, læsset med hvad der var bestilt, men de skulle også aflæses og herfra igen. Der var kun få timer til rådighed. Derfor kunne det hænde, at aflæsningen måtte ske om aftenen og i enkelte tilfælde om natten.

Bestyrelsen havde i begyndelsen en mængde administrativt arbejde, idet der i de første år altid indløb adskillige forslag ved generalforsamlingen, samtidig med, at der skete mange lovændringer. Antallet af mødedeltagere ved generalforsamlingerne i begyndelsen var ikke så mange: svingende mellem tallene 12 til 35. Når man så opdager, at dengang måtte damerne ikke deltage i sådanne møder, undrer man sig såre. Om det var ønske om det, melder historien ikke noget om, men i 1955 vedtog man på en generalforsamling, at nu måtte damerne altså gerne være med. På det første møde, hvor der deltog damer, blev et medlem overrasket over at se dem og kunne ikke nære sig for at fremkomme med en syrlig bemærkning om det. Det var i året 1955.

Bestyrelsen arrangerede fester (gåse- og andespil), selvom der var rigeligt at tage sig til i fritiden. Det var meningen at 10-årsdagen for foreningens start skulle fejres med en stor fest, men der var mærkværdigvis ikke stor tilslutning til det. Bestyrelsen trøstede sig ved at omdele cigarer og øl til de fremmødte på generalforsamlingen, der blev holdt i nærheden af datoen for 10-året. Til sidst ebbede festarrangementerne ud. Bestyrelsen sagde, at det kostede et stort arbejde i forhold til fortjenesten til foreningen.

I 1946 ønskede man at opsige medlemmer, der var kommet bagud med betalingen af haveleje eller misligholdt sin have.

Et par retssager er også forekommet. Et opsagt medlem havde til daværende formand A. Carlsen sendt et uforskammet brev, hvori oven i købet var indflettet nogle ærekrænkende bemærkninger, som hverken bestyrelsen eller formanden kunne overse. Carlsen anlagde retssag, og efter adskillige kontroverser vandt han. Et andet medlem var man nødt til at sætte ud ved hjælp af kongens foged.

27/4-47 foretog bestyrelsen en såkaldt havevandring for at tage et skøn over, hvad der kunne “støde an mod skønheden”. DSB havde nemlig anket over, at der var opstillet for mange bremsehuse alt for skødesløst på arealet. Bestyrelsen påtalte overfor de medlemmer, hvor man fandt tilfælde, der stødte an, og alt blev selvfølgeligt bragt i orden.

Bestyrelsen havde også store problemer med marketenderiet og de evige udskiftninger af bestyrere dér.

Selvfølgelig har man flere gange forsøgt at få lejemålet gjort uopsigeligt i en længere periode, men det er altså endnu ikke lykkedes.

I 1967 startedes der med at afholde bankospil i forbindelse med den årlige general-forsamling. Ideen er positiv. Det giver anledning til stort fremmøde og dermed information til mange medlemmer.

Her er en fortegnelse over de regerende formænd:

A. Carlsen

……………………………… fra 20/4 1943 til 23/5 1954
Johannes Jensen

…………………….. fra 23/5 1954 til 17/3 1966
Birke Adler Petersen

(konstitueret) fra 17/3 1966 til 31/10 1966
Frode Christiansen

………………….. fra 31/10 1966 til …..

Marketenderiet
Oprettelse og drift af marketenderiet i 21 år er et kapitel for sig i haveforeningens historie.
Allerede ved starten af foreningen fremkom ideen om at have eget marketenderi, og man søgte handelsuddannet personale, der ville påtage sig jobbet. Der var planer om, at den, der påtog sig opgaven, selv skulle bygge og sidde afgiftsfri, indtil byggesummen var afviklet. Derefter skulle haveforeningen overtage marketenderiet, og marketenderibestyreren skulle betale en afgift. Man averterede på forskellig måde efter kvalificeret bestyrer, man i marts 1945 havde endnu ingen meldt sig. Forholdene under besættelsen var jo heller ikke det bedste for et sådant forehavende. Bestyrelsen arbejdede imidlertid videre med sagen, og man nåede at udpege det sted, hvor marketenderiet skulle være. Stedet blev kaldt “Marketenderilodden”, som man indtil videre lejede ud i sommerhalvåret for 20 kr.

Ved generalforsamlingen i 1945 fremkom forslag om, at foreningen selv skulle bygge, men ingen ville være med til at indskyde 15 kr. til projektet, idet man mente, at der boede for få derude om sommeren til, at forretningen kunne give overskud.

23/1 1947 meddelte bestyrelsesmedlem Sv. Aa. Lind (87), at han ville oprette marketenderi i egen have. Det stødte dog på en masse administrative vanskeligheder, f.eks. anskaffelse af næringsbrev og bevilling. Ind imellem havde man ide om at starte en indkøbsforening, som ikke blev til noget, idet forhandlinger med politi og magistrat trak så længe ud, at man havde placeret hus på marketenderilodden og fået sin første marketender, og man havde oven i købet fået tilskrevet bevilling til at føre marketenderivirksomhed. Bevillingen kostede 360 kr., og huset, som blev købt af haveejeren i nr. 97 kostede 4500 kr.

Allerede 1/6 49, altså i starten af sit nye job meldte den første bestyrer fra, ganske vist på grund af sygdom, men han havde ikke overholdt sine kontraktlige forpligtelser, hverken til haveforeningen eller til sine leverandører, så han sluttede med gæld til begge sider. Og således berettes der i de gamle protokoller om idelige skuffelser med de antagne bestyrere. Enkelte udmærkede og aktive personer har der været imellem, men når man ser, at i de 21 år marketenderiet virkede, var der ansat 19 bestyrere, hvoraf man i en sommerperiode fandt foreningens kasserer Viggo Olsen køre forretningen, ja så er det klart, at der ikke rigtigt har været grundlag for denne virksomhed i vor haveforening.

Bestyrerne blev opsagt, fordi medlemmerne ankede over dårlig betjening. For høje priser, for lidt udvalg af varer, uro omkring Marketenderilodden, salg til uvedkommende personer (navnlig øl og spiritus). Bestyrerne holdt op af sig selv, fordi salget var for lavt. Folk vandrede forbi med indkøbskurve fra forretninger udefra. Marketenderne mente, at de kun kunne eksistere ved at sælge til andre udenfor foreningen, men det måtte de jo ikke. De mente også, at der boede alt for få familier herude i sæsonen.

Så endelig – endelig, fordi driften virkelig havde været en belastning for de forskellige bestyrelser – d. 27/9 67 på generalforsamlingen, – fremkom et skriftligt forslag om at lade marketenderiet lukke, eventuelt for en kortere tid. Begrundelsen i forslaget var, at mennesker med lovlig adgang til haveforeningen ofte blev generet af berusede personer ved marketenderiet og omkring det – personer, der kom udefra – kun for at drikke øl og spiritus. Forslaget var underskrevet af 6 haveejere. Selvfølgelig skabte forslaget diskussion, og mange knubbede ord udveksledes. Formanden Frode Christensen kunne gå ind for forslaget. Han kunne berette, at han hver søndag i løbet af sommeren var blevet tilkaldt til stedet for at skaffe ro. Forslaget fik 31 stemmer for og 9 stemmer imod, og marketenderiet skulle lukkes. Marketenderiet har i sin tid ikke kunnet undgå at være objekt for indbrud og hærværk.

Det var meningen, at bygningerne og tilhørende jord skulle udlejes om sommeren, hvilket skete den første sommer, men lejeren blev syg og nåede ikke at få glæde af lejemålet. Men gjorde ikke mere ved sagen. Sommeren 1972 lod man huset delvis rydde indvendigt, og det bruges nu i 1983 som lagerlokale, og i gården foregår der salg af gasflasker. Et rum er udlånt til bygningens nabo-have (nr. 74), som udnytter rummet som sovested. For lånet har haveejeren betalt et engangs-beløb.

I 1948 byggede man en kølekælder til uholdbare varer, og samme år blev det installeret en automattelefon, som i 1957 blev flyttet ud i siden af marketenderiet, så haveejerne kunne bruge telefonen uden at komme i forretningen. Senere kom der en rigtig aflåst boks, som man ser den i dag. Det vel værd at bemærke, at man lavede en kasse ved indgangslågen, hvori leverandørerne var villige nok til at levere. Dengang var det almindeligt at få varer bragt ud. Sådanne leverancer gik formodentlig også marketenderens næse forbi. Under besættelsen kunne tildelingerne dog svigte, fordi der opstod mælkemangel, så leveringskassen skabte problemer: Enten ingen tildeling, eller også blev varerne simpelthen stjålet.
Regnskab – Arealleje – Haveleje
Gennemgående udviser regnskabsoversigten en fornem likviditet. Kassebeholdningen har for det meste været sådan, at den siddende bestyrelse (kasserer) ville være i stand til en eller anden udbetaling, hvis der opstod et akut behov. F.eks. i 1945 udviste regnskabet en balance på 6.469 kr. med en kassebeholdning på 3.161 kr. 10 år efter i 1955 en balance på 10.464 kr. og en beholdning på 6.000 kr. 25-året efter oprettelsen en balance på 28.819 kr. og en beholdning på 9.000 kr., hvoraf man næsten kan aflæse hele landets finansiering – stadig stigende priser, stigende lønninger. Sådan også i haveforeningen “Brohaven”. Alligevel har forskellige kasserere hver haft deres problemer med at få udgifterne holdt indenfor indtægterne. Det eneste sted, pengene kan hentes, er jo hos haveejerne. Således meddelte kassereren i 1956, at han kun havde en kassebeholdning på 323 kr., og det var det mindste, en beholdning nogensinde havde været. Alligevel ser men i 1967, at der kun var 245 kr. og fire og tres øre i kassen – dog med en balance på 17.898 kr.
I 1943 blev havelejen sat til at være 95,04 kr. pr. have pr. år. I den anledning udtalte en haveejer sig ved generalforsamlingen, at til den pris kunne det ikke betale sig at dyrke jorden. Til sammenligning: I 1982 er havelejen 696 kr. (uden forsikring) for samme have. Det er muligt, at førnævnte haveejer ikke er hos os mere. Til alt dette kommer jo så, at areallejen i 1943 var 341 kr. årligt, hvor det i foråret 1982 figurerer på regnskabet med 40.000 kr. årligt. Arealet, som haveforeningen ligger på, måler 36.000 m2, og DSB lejer steder ud til haveforeningen. I dårlige regnskabsår har foreningen søgt om nedsættelse af beløbet for haveleje. Således tillod DSB, at vi i 1946 kunne nøjes med at indbetale halvdelen af areallejen, og det samme skete i 1949, hvor man medsendte en bemærkning om, at vi ikke kunne vente yderligere lempelser i lejen. Fra året 1951 til 1971 udgjorde areallejen 3.331 kr. årligt. I 1972 forekom en stigning til 4.165 kr. Fra 1973 til 1978 løb beløbet på 5.000 kr. Disse summer chokerede ingen, men på et bestyrelsesmøde d. 20/4 78 underrettede formanden sin bestyrelse om , at han havde modtaget et brev fra Bane-tjenesten, hvori en forhøjelse af areallejen var bekendtgjort: Ny leje fra 1/4 – 79 vil være 71.000 kr. årligt. En voldsom forhøjelse på 66.000 kr.

Formanden Frode Christensen og kasserer Frede Carstensen opnåede et møde med Banetjenesten for at drøfte den store stigning i vore udgifter. Protokollen oplyser ikke noget om, hvad der blev sagt på mødet, med d´herrer gik derfra med et forunderligt resultat: Banetjenesten og vore forhandlere blev enige om, at areallejen nedsattes til 40.000 pristalsregulerede kroner. På en ekstraordinær generalforsamling blev budskabet forelagt, og Frede Carstensen og Frode Christensen opnåede stor anerkendelse for det gode resultat.

Selvfølgelig måtte havelejen ændres efter denne åreladning – men haveejerne bestemte sig straks for en forhøjelse – og dermed foreningens beståen.

Sprøjtning og beskæring
For at modvirke skadedyrsangreb på de nyetablerede haver ønskede foreningen allerede i 1944 at påbegynde sprøjtning af træer, buske og hække. Det var billigt, set med nutidens øjne: 50 øre pr. træ. Året efter – 1945 – begyndte utøjet alligevel at brede sig foruroligende, så men gik ind for tvungen sprøjtning.
Man vidste ikke, hvilke ærgrelser man gik ind til.

Gartneren, der var entreret med, gjorde det billigt. Han både sprøjtede og beskar. Der herskede i foreningen stor uenighed om, hvordan og hvornår der skulle sprøjtes. Spørgsmålet blev taget op på de dengang halvårlige generalforsamlinger, og det var jo bestyrelsen, der måtte finde rede i de forskellige former for ønsker, og videregive besked til gartneren, der selv havde en ide om, hvordan der burde sprøjtes. Man søgte råd hos en havekonsulent gennem kolonihaveforbundet, men heller ikke hans råd og metoder synes at give ønskværdigt resultat.

Der er ingen tvivl om, at konsulenten Gammelvind-Petersen har lært og gavnet haveforeningen meget. Han havde tilknytning til haveforeningen i 10 år, men der har hele tiden blandt medlemmerne hersket utilfredshed med ham. Man påtalte, at han trampede umanerligt rundt i de haver, han skulle bearbejde, beskadigede blomster og planter med sine slanger. Man mente oven i købet, at han undlod at bearbejde nogle af de haver, han havde aftale om. Der blev heller ikke taget hensyn til, hvad der befandt sig i nærheden, når der blev sprøjtet. Det hele fik en dosis med! Forkerte træer blev beskåret. Af og til skete det, at der slet ikke blev sprøjtet, fordi konsulenten havde forpasset tiden, eller vinteren overraskede ham. Det var virkeligt besværligt for bestyrelsen. Der blev udpeget en kontrollant blandt medlemmerne, som skulle følge sprøjtningen og undersøge væsken. Alligevel var resultatet altid sådan, at ingen synlige forbedringer kunne spores. Det var meningen, at foreningen selv skulle købe en motorsprøjte og selv foretage de forskellige sprøjtninger, men det blev aldrig til noget. I 1956 overtog en anden jobbet. Resultatet var det samme. Utøjet florerede stadigvæk.

I 1975 blev det aftalt med et sprøjtefirma, at de skulle udføre arbejde efter aftale med hver haveejer. Firmaet holdt op, inden vi fik udført noget arbejde, og det viste sig, at det nu var umuligt at få nogle til at sprøjte hos os, da materiellet efterhånden var af en sådan beskaffenhed, at der skulle køres i bil for at brug værktøjet, og på den måde er det jo umuligt at få adgang til vore haver.

Det er nu overladt til hver haveejer at sprøjte med det, som vedkommende finder for godt, og på det tidspunkt man finder det rigtigst.

Affalds- og festpladsen

Affaldspladsen har gennem alle årene voldt store problemer. Det har til gengæld aldrig manglet på forslag til dens afskaffelse, men forslagene er på generalforsamlingerne blevet forkastet, fordi man var bange for de udgifter, en forandring kunne medføre. Pladsen blev oprettet, da haveejerne i begyndelsen manglede et sted at henlægge, hvad der blev til overs, da man beredte de nye lodder. Den første kompostbunke blev hurtigt opbrugt, da jorden trængte til et ordentlig lag muld i alle haverne. Alligevel voksede bunken grueligt, så man måtte udvide den mere end planlagt. Medlemmerne tog dog ikke hensyn til, hvor de hældte affaldet af, så der måtte et bestyrelses-medlem til for at holde orden på pladsen. Det viste sig at være et voldsomt arbejde, for der meldes om, at en på pladsen i hele sin fritid. På talrige generalforsamlingen er der opfordret til at holde orden på pladsen. Man har været udsat for rotteplage, fordi man har kastet madrester derned, og rottegift er udlagt. Jern, metal og glas er henlagt på affaldspladsen – trods strengt forbud (som nu) – og det har kostet foreningen mange penge at få skrottet ud fra området. I årene 1956 og 1964 blev en hel del uforgængelige materialer gravet ned på pladsen. Mange arbejdstimer er i årene brugt til at gøre pladsen tilgængelig og i orden. I 1972 lejedes for første gang en stor container, hvor medlemmerne kunne ilægge alt, hvad man kunne have lyst til at komme af med, og som ikke var så let at transportere. Containeren blev placeret ved indgangs-lågen og dannede vel nok grundlaget for vor nuværende ordning.
Brændbart materiale blev så vidt muligt samlet til store bål, men klager fra omkringboende har gjort det nødvendigt at nøjes med afbrændinger om året, igangsat og ledet af bestyrelsen, som i forvejen havde adviseret politi og brandvæsen.

Vipper og gynger blev ret hurtigt sørget for, men dengang kunne man ikke så let skaffe cement, så der gik en rum tid med opsætningen, inden man fik “tigget” sig til den portion, der skulle til.

Der blev også tidligt plantet popler for af dække lidt for synet af kompostbunken og de dengang nyligt opsatte klosetter.

Papiret flød ukontrolleret rundt på pladsen, så i 1957 opstilledes en jerntønde til afbrænding af det.

Sept. 45 ansøgte haveforeningen DSB om køb af en vognkasse til brug som materiel-skur. Men ønsket kunne ikke efterkommes på dette tidspunkt. Ja, man fik direkte afslag, hvilket fik bestyrelsen til at bede kolonihaveforbundet om at tage sig af sagen. Dette blev positivt, dog men indblanding fra naturfredningsforeningen, der havde tilskrevet DSB, at man ikke solgte udrangerede vognkasser til haveforeninger, fordi det skæmmede naturen.

5. sept. 49 omtales i protokollen aflæsning af vognkasse til materielskur i haveforeningen. Planlægning af kørsel af vognkassen fra centralværkstedet til sporene ud for affaldspladsen til en masse tid og medførte en bunke besværligheder, men ikke mindst aflæsningen var besværlig og farlig. På grund af tiden (sporet skulle være frit indenfor et bestemt tidspunkt)., måtte der arbejdes om natten. Arbejdet blev ledet af en dygtig håndværker fra centralværkstedet.

I 1958 fik man på én eller anden måde installeret elektricitet ved materialeskuret, og en stikkontakt udvendigt. Og i 1960 kom de første jerntromler, så medlemmerne selv kunne brænde lidt affald på bestemte tider.

I maj 1965 blev der efter ansøgning til DSB givet tilladelse til at opsætte endnu en vognkasse, som foreningen ønskede sig til hobbyformål. Den vestlige ende blev indrettet til foreningens børn og unge, men det lykkedes ikke rigtigt selv om de fik frie hænder til indretning og brug (måske netop derfor). Man måtte hurtigt lukke rummet. Børnene brugt vinduerne som ind- og udgang. Oprydningen var under al kritik, fremgår det af protokollen. Den østlige ende beholdt de sæder, der var i vognen, og rummet blev indrettet til Tv-lokale. D.11/7 67 lejedes et Tv-apparat. Udgifterne blev dækket ind ved et amerikansk lotteri. Senere indgik udgifterne over det almindelige regnskab. Dec. 67 var der indbrud og hærværk i vognen, og man blændede ruderne for at gøre det svært at komme ind. Hobbyrummet er nu omdannet til opladerum for batterier til transportable fjernsyn, som mange haveejere lidt efter lidt anskaffede sig. I 1977 holdt man op med at leje fjernsyn, og rummet er nu oplagsrum for forskellige brugbare effekter.

På bestyrelsesmødet i 1947 foreslog Sv. Aa. Lind (87), at man lod afholde St. Hans fest med bål og slik til børene. Den øvrige bestyrelse var ikke med på ideen, fordi de mente, at det var vanskeligt at skaffe ordentlige varer, der skulle til. Men da den første fest blev til noget, gik de 100 % ind for det. Udgifterne lod man dække over 9 amerikanske lotterier, som blev solgt rundt i haverne. Efter forlydende foregik det på den måde, at daværende formand Johs. Jensen iførte sig høj hat (som nu går i arv blandt formænd), satte den færdiglavede heks på en vogn og besøgte alle haverne. Med dette festlige indslag var det ingen sag at komme af med lodsedlerne.

St. Hansfesten var dengang af længere varighed. Der var væddeløb for børnene med præmie-uddeling. Der var godteposer – selvfølgelig – bål og fyrværkeri. Der var rejst skydetelt, hvor der foregik præmieskydning, pilekast og lykkehjul.

Den første fest gik over al forventning, så man forsatte i nogle år. Men forberedelserne før festen var alt for belastende og interessen for deltagelse var aftagende. Derefter gik man over til bål – hekseafbrænding – fællessang – fyrværkeri. I nyere tid har man sløjfet afbrændingen af fyrværkeri, fordi der er indført sommertid. Det har ingen virkning i den klare, lyse sommeraften. I begyndelsen sang man midsommervisen så godt, man kunne. Et år stillede et sangkor blandt medlemmerne sig til rådighed, og det var vist en pæn oplevelse. Senere toges en båndoptager i brug, og man sang fra omdelt sang (midsommervisen). Det gør man stadig, men også på dette sker der udvikling. Et medlem – kaldet rørsangeren – illuderede et år som forsanger – glimrende – næste år fremstod et andet medlem med sit horn, spillede midsommervisen, mens festdeltagerne sang. Det vakte stor begejstring. Oplevelserne omkring bålet er jo også at overvære, at “heksen” brændes på toppen. Årenes hekse fremstilles af forskellige haveejere.

Som andet steds beskrevet afholdes der jo et sommermøde hvert år på festpladsen. Det gjorde man også d. 8/6 80, men der var stillet forslag om – efter mødet – at fortsætte med en festlighed. Forslaget blev vedtaget og altså afprøvet. Det blev en fest med stor succes. Festen startede med 8 bankospil. Præmierne var drikkevarer. Derefter spisning – medbragt mad og egen opstilling af medbragte borde. Gennemgående underholdning af Sv. Å. Hansen (34) harmonika – omdelte fællessange – solistoptræden af mange medlemmer – dans. Succesen skyldtes også, at vejret artede sig, som en rigtig sommerdag bør være. Og festen i 1981 forløb på samme måde og afvikledes lige så godt.

I 1982 svigtede vejret. Det blev kun til det indvarslede sommermøde. Dog … kl. 18.00 gik en deputation med musik foran igennem koloniens gange og opfordrede folk til at komme til dans på festpladsen. Vejret var ændret helt radikalt. Der blev spillet af Svend Å. og Dinesen, og medlemmerne holdt ud i 3 timer – noget af festen var reddet!

Pligtarbejde
På generalforsamlingen i 1963 ophørte alt såkaldt pligtarbejde. Kontingentet sted af denne årsag med 10 kr. pr. halvår, som skulle dække betalingen for det arbejde, der nødvendigvis skulle udføres: Afbrænding – gangenes vedligeholdelse – reparation af rullende materiel – ordne affalds-plads – rengøre toiletter – klippe hække – passe rosenbed – vedligeholde bygninger – reparere værktøj – vedligeholde vandrørssystemer.

Tidligere kunne bestyrelsen indkalde til pligtarbejde med 8 dages varsel. Det ville være for dyrt at benytte lønnet arbejdskraft. At blive pålagt pligtarbejde var ikke så rart for de ansatte i Trafik-tjenesten, der jo har uregelmæssige arbejdstider. Det fik værksteds-folkene til at sige, at det som regel var dem, der måtte tage slæbet. Man kunne betale sig fri for en femmer, og der blev taget hensyn til, om man var arbejdsfør eller ej inden udvælgelsen.

Det var ikke attraktivt at lede pligtarbejdet. 20 personer blev tilsagt, men der kom kun 4. Det forlyder – men nævnes her med forbehold – at fordi man følte sig tvunget til arbejdet, blev udførelsen af det dårligt.

Til forsvar for ovenstående skal fremhæves, at frivillige mødte frem, da vore skure på pladsen skulle placeres. Ikke at forglemme de personer, der deltog i anlæggelsen af hele området.

Det store antal, man indkaldte, var, når skråninger og pladser skulle reguleres, affalds-bunken omlæsses, gangene reguleres osv.

Pligtarbejde

– Det lyder så slavebundet. Det er det naturligvis ikke. Det har vist sig, at det at deltage i arbejdet, der gælder koloniens interesser, slet ikke er så uvedkommende. Man bliver hurtigt optaget af det. Adskillige gode ideer er opstået, imens holdet på kammeratlig vis udfører jobbet. Ukendt er det ikke, at forbipasserende medlemmer ikke kan lade være med at deltage.
Efter endt præstation har man det godt. Man har deltaget i kollektivt arbejdet og sparet foreningen for en sum penge.

Nogle medlemmer har løbende aftale med bestyrelsen om indsats ved særlige lejligheder. Det udtrykkes sådan: Jeg er ikke i stand til at bruge krop og kræfter. Derfor melder jeg mig til det, jeg kan præstere.
Kolonihaveforbundet
I maj 1943 blev det foreslået, at haveforeningen lod sig indmelde i kolonihaveforbundet. Der var mange fordele ved et sådant medlemskab. Her nævnes:
100 kr. at låne ved anlæggelse af have.

300 kr. at låne ved opførelse af lysthuse.

Nedsat pris ved køb af planter, frø og haveredskaber.

Studiekredse og højskoleophold.

Konsulentbesøg i haveforeningen, osv. osv. …….

Den 1/7 43 blev “Brohaven” medlem af kolonihaveforbundet. Det første års kontingent var 193,42 kr.

Allerede i august 43 havde vi konsulentbesøg med det formål at udpege haver til præmietagning. De første haveejere, der blev præmieret var Erling Jakobsen nr. 78, A.V. Andersen nr. ? og Emil Hansen nr. 44 og flere fulgte efter i de 23 år, vi var medlemmer.

Man udnyttede også de før omtalte goder. Vi lånte lidt penge. Vi fik f.eks. 160 kr. i tilskud for plantningen af de første hække, og vi havde en fast konsulent.

I 1945 skulle forbundet have en havebrugsudstilling. Vor forening blev opfordret til at deltage. Udstillingen blev dog aldrig til noget. Det var også problematisk at finde produkter, der egnede sig til fremvisning. Foreningen havde jo kun bestået knapt to år.

Der har været “havevandring” med en havebrugskonsulent, som beviste sygdom i træer og planter og belærte om bekæmpelse af sygdommene. Han underviste i beskæring af træer og buske. Ikke mange medlemmer deltog i disse vandringer.

Til de arrangementer, som kolonihaveforbundet bragte i stand (Det var kreds- og bydelsmøder og generalforsamlinger mv.) deltog kun et par bestyrelsesmedlemmer.

Ind i mellem forlangte medlemmerne at blive udmeldt af forbundet igen. Det sket også, fordi der var stor utilfredshed med konsulenten og hans upræcise arbejde, og det skete også, fordi kontingentet steg hvert år. Man syntes, at man kunne bruge disse penge til andre nyttige aktiviteter.

I 1965 tog nogle medlemmer på en inviteret tur til Sverige og besøgte der en jern-banehaveforening i samme format som Brohaven. Turen var foranlediget af koloni-haveforbundet. Der kom genbesøg her.

På generalforsamlingen i 1964 blev det alvorligt fremført, at man ville droppe medlemskabet. Kontingentet var blevet for højt, og man benyttede ikke mere fordelene ved at være medlem. Det havde dog sine vanskeligheder at trække sig ud. Kolonihaveforbundet gav sig gevaldigt i tøjret. Men d. 30/6 66 var vi så ude af forholdet.

Flag —- Flagstang
En haveforening uden flagstang!! nej – nej lød det allerede i 1944, hvor der ellers var masser af andre ting, der skulle igangsættes. Vi ønsker flagstang og flag, som skal være samlingspunkt hos os ved festlige lejligheder.
Bestyrelsen udså sig en flagstang – brugt – til 70 kr. Den ankom hertil august 45, blev istandgjort og klar til opstilling, men igen stak “de dårlige tider” hovedet frem. Cement til støbning af sokkel var ikke til at skaffe uden medlemmers medvirken, og man fik så fat i nogle småportioner. Flagstangen kom op at stå – nu manglede flaget. Formand Carlsen købte et for 200 kr. Det blev hejst første gang d. 4/5 46 netop på 1. årsdagen for Danmarks befrielse. En dame – fru Riis – satte en indsamling i gang blandt foreningens damer og fik stablet 130 kr. op til hjælp til betaling af flaget. En sød gestus af vore damer. Dette første flag var holdbart helt op til 1963, og det kan jo ikke undre, dår der står skrevet, at flaget alt for sjældent fik lov at vaje.

I 1951 indkøbtes en vimpel, som skulle hejses i den tid, der foregik sommeraktiviteter i haverne, afløst af det store flag, når man fandt det fornødent – åbenbart sjældent dengang!

I nutiden foregår det sådan, at en person er udset til at hejse flaget på sommerens helligdage og mærkedage.

I 1967 måtte den da 22-årige flagstang erstattes med en ny, der igen i 1980 måtte udskiftes, fordi en tomhjernet sjæl en sen aften havde fundet morskab ved at knække den og havde også forgrebet sig på 35 andre flagstænger i de små haver. Nu har vi en stærk glasfiberstang, der gerne må holde i de næste 40 år.

Som ovenfor beskrevet. Man ville have flag og flagstang at samles ved. Man samledes bare ikke der.

Ikke før 1. pinsedag 1982. Dato: 30. maj, hvor flaghejsningen overtoges af Henning Skov (Havenr. 64) og N. Dinesen (Havenr. 79). D´herres første handling i den forbindelse var at meddele medlemmerne, at der var flaghejsning om morgenen kl. 8.00. Der deltog ca. 25 medlemmer i denne første højtidelighed, som igangsætterne håbede måtte blive en fast tradition. Skov tog sig omhyggeligt af flaget, og Dinesen spillede på trompet. De fremmødte sang efter omdelt materiale: Der er ingenting, der maner. Man opfordredes til at møde til sænkning af flaget samme aften kl. 20.00. Her var det: Vift stolt på Codans bølge, der måtte holde for.
Dyreplager
Der har længe været en overflod at katte på området. Nogle elsker dem, andre hader dem. Første gang emnet er behandlet er på generalforsamlingen 1956. Kattene formerer sig stadig, selv om der sker en naturlig udtynding. Der bor også ræve hos os og omkring os. Ræve elsker ikke katte. Der fortælles hårrejsende beretninger om, hvordan ræve “mis”-handler de vilde katte.
For at undgå syge og svage dyr og for at holde bestanden nede tilkaldtes 1973 professionelle kattefængere, der klarede nogle stykker ved hjælp af lange ketsjere. Kattene generer stadig fuglelivet i kolonien – også en grund til at mindske bestanden.

Et par rævefamilier havde taget bo i haverne 41 og 42. Søde, men uønskede. En jæger fra Zoo blev bedt om at fjerne dem. En sikker måde at få fjernet uønskede røve på er at væde en klud med hjortetakolie. Olien skulle lugte lige så fælt som lugten af ræv. Derfor flytter den.

Der har åbenbart altid været firbenede at slås med. Før kattenes tid var der et utal af harer på stedet. De ødelagde frugttræer og åd grøntsagerne. Man forsøgte at holde dem ude af haverne med forskellige afspærringsmetoder. I desperation ansøgte man hos DSB og landbrugsministeriet om tilladelse til at skyde harerne. Anmodningen blev afslået. Det hjalp noget, udtaler en formand, da der blev kørt et par stykker ihjel af togene. En hare blev af en haveejer ret brutalt myrdet. Aktionen blev iagttaget af en lokomotivfører, som meldte drabet til politiet. Retssag, bøde og streng påtale fulgte. Harerne forsvandt efterhånden, som kvartererne omkring blev beboede.

Skader og måger er en plage hos os som andre steder. Skadereder er blevet nedrevet uden synligt resultat. Det er forbudt at bruge skydevåben på området – ellers var det en udvej. Skaderne plyndrer fuglereder med unger.

Til gengæld for de omtalte dyre- og fugleplager er det uhyre sjældent, at der har vist sig mus og rotter.
Toiletforhold
Selvfølgelig har vi altid haft aftrædelsesrum. Det kræves der af myndighederne. På pladsen ved vognkasserne blev hurtigt opstillet et indkøbt 2-rums bygningsværk – lokummerne. Sundhedsmyndighederne har ofte været på besøg for at sikre, at W.C.erne stadig er her og få bekræftet, at haveejerne ikke har eget WC. Bøtteindholdet må nemlig ikke graves ned i jorden. Man skal entrere med et rengøringsselskab for tømning.
Har en haveforening kort opsigelsesfrist, kan der gives dispensation for denne renovering. Haveforeningen har i rigt mål udnyttet denne paragraf. Retiraderne på vogn-pladsen har jo fungeret.

Juni 58 og febr. 59 fremsendtes fra myndighederne en note, som forlangt, at vi tilsluttede os en aftale med et renovationsselskab. Banestyrelsen svarede, at med de højst vanskelige adgangsforhold til kolonien var det ikke sagen at lade foretage renovation.

Og så kørte vi videre på dispensationer hvert tredje år. Men 8/6 77 var kredslægen og en ingeniør fra Miljøteknisk tjeneste herude for at besigtige de sanitære forhold. Det kunne de under ingen omstændigheder tolerere. Ville vi have dispensation for træk og slip (det kunne de to herre påtvinge os) skulle vi lade fortage natrenovation. Så den 23/6 77 meddelte miljøudvalget kort, at bøttetømning ikke måtte foregå i haveforeningen.

Bestyrelsen fremstillede tegninger med angivelse af deres tanke for udformningen af huset og placeringen. Samtidig var man født til at søge om byggetilladelse. Bestyrelsen tog den med ro – ville ikke fortage sig noget i sagen, før i hvert fald byggetilladelsen forelå. Der gik heldigvis 3 år, så klappede fælden, selvom bestyrelsen endnu engang forsøgte fritagelse. Et kort kontant svar: Ikke flere dispensationer – se at komme i gang.

I august 1981 gik et hold frivillige i gang med at opføre nødtørftsbygningen, som var klar til brug i maj 1982, idet man undlod at åbne for benyttelse i vinterhalvåret. I mellemtiden foregik der besigtigelse og endelig godkendelse af magistratens mange afdelinger.

På generalforsamlingen i 1981 udtalte et medlem, at han håbede, at toiletterne på behørig vis ville blive indviet. Han ønskede, at se formanden og næstformanden med hustruer foretage de første aftrædelsescermonier. Det skete desværre ikke.

Låge, sti og bro
Der er kun én adgangsvej til haveforeningen, nemlig gennem lågen ved Ole Borchsvej 67 – derfra ad stien – over godssporet på broen. Låge, sti og bro har gennem årene været udsat for mange forandringer.
Stien er indlemmet i nabogrundejerforeningen Ankerets arealer, og Brohaven betaler leje for brugen af den. Det samme gælder for P-pladsen udenfor. Haveforeningen renholder sti, bro og P-plads.

Sti og bro har ikke altid været i så god stand som nu. Det var før en almindelig grusvej, umulig at køre på. Det var heller ikke tilladt. Foreningen ønskede den naturligvis forbedret og ansøgte DSB om at lade arbejdet udføre. I stedet fik vi overdraget vedligeholdelsen og rengøring af stien. Til gengæld faldt lejeafgiften med 50 kr. pr. kvartal fra maj 1946. Derfor gik foreningen selv i gang med at udbedre stien, så den var til at passere med må transportvogne og trillebøre. I årene 1960 og 1971 blev sti og bro asfalteret og langt behageligere at færdes på.

Broen har heller ikke altid været sådan som nu. Det er den tredje bro, vi nu benytter. En betingelse for at starte haveforeningen var, at den gangbro, der på det tidspunkt førte over godssporet, blev erstattet med en solidere. Den var primitiv – af træ – og ophængt med bøjler på jernbanebroen. Det var et problem. I krigens tid kunne man ikke uden videre købe materialer. DSB skulle pænt spørge handelsministeriet. Det var spændende, men det forløb godt. Allerede d. 21/7 43 blev en ny træbro – bedre – og 1m og 43 centimeter bred meldt færdig til færdsel for gående. Brokontoret sørgede for en låge midt på broen. Foreningen for navneskilte og lukketøj.

Der berettes om, hvor svært det var at få alle slags materialer bragt til haverne. Først aflæsses af leverandøren ved Ole Borchsvej, derfra til grusstien og så over træbroen. Transporten foregik med trillebør på træhjul, og alt var tunge materialer: Slagger – grus – gødning – fliser og alt til bygning af lysthuse + inventar. Transport foregår nu med en udtjent benzindrevet perroncar, pensioneret fra staten i 1976, hvor et bestyrelses-medlem for lov at tage den på aftægt i Bro-haven. I 10 år før kørtes der med en lånt Nimbus, iført træktøj, så man kunne spænde anhænger bagpå. Brohaven har efterhånden fået en god vognpark. Trillebøre, kuffertvogne og anhængere, alle med gummihjul.

I 1947 ønskede DSB en udvidelse af vestbanen. Bestyrelsen fik derfor af medlemmerne bemyndigelse til “med alle til rådighed stående midler” at arbejde for, at der samtidig kunne laves en fast gangbro over godssporet, men 2 m bred. Som så mange gange i Brohavens historie lykkedes det virkelig at få dette fornuftige forslag gennemført. D. 30/3 1951 var den nuværende bro klar til brug.

Af praktiske grunde blev en vandledning nedgravet i frostfri dybde fra vejen til broen. Der betales broafgift til DSB. Afgiften er indregnet i areallejen.

I 1954 blev der nedlagt vinkelsten, som fungerer som rendesten for regnvand, der på stien løber ned i foreningens eneste kloak.

I 1947 opførtes endnu en låge. Ved begyndelsen af stien fra Ole Borchsvej ønskede man at have adresse og markere stedet med låge og navnetræk. For helt at lukke til, Så kun lågen skulle bruges som indgang, rejstes et raftehegn. En høj grønmalet låge med en mærkværdig form for lås og nøgle. Den bestod til 1977, da haveforeningen af miljømæssige årsager ønskede at løse sit dagrenovationsproblem ved bortkørsel i lukket container. På grund af tilkørselsforholdene kunne containerne kun placeres ved indgangen. Man ville have opsat et plankeværk, så ikke omgivelserne kunne generes af containeren. Ansøgning stiledes til grundejerforeningen for at opnå de nødvendige tilladelser.

Der blev udarbejdet en skitse og en ansøgning til magistraten. Efter godkendelsen blev nyt hegn og låge opsat af et hold medlemmer – frivillige. Allerbagerst et aftageligt plankeværk, så aflæsning og indkørsel af container er mulig. Indgangspartiet har efter denne forandring en agtværdig begyndelse til haveforeningen, som forhåbentlig holder i mange år!!!

Opslagstavlen
Til haveforeningens fast inventar hører “skabet til bekendtgørelser”, som det kaldes i protokollen.
Utallige øjenpar har kigget igennem ruderne for at orientere sig om, hvad bestyrelsen orienterer om. Det er næsten en pligt at kigge efter i skabet, når man kommer forbi. Der er en plan over området, udført af et tidligere medlem Ravn. Her kan man se, at man før i tiden kaldt færdsels-vejene ved navn.

I begyndelsen var alle medlemmernes navne og adresser opslået i skabet. Det modsatte man sig. Nu kan man kun finde navn og havenummer, men – bestyrelsens adresser er angivet. Medlemslisten bliver fjernet og opbevaret hos formanden i vinterperioden.

Svage sjæle kan ikke modstå tilstedeværelsen af de store ruder i opslagstavlen. Der er begået hærværk og der.

Og her på næstsidste side, er det passende at fortælle, hvilke medlemmer, der i jubilæumsåret medvirker i haveforeningens bestyrelse:

Formand:

Næstformand:

Kasserer:

Sekretær:

Bestyrelsesmedlem:

Suppleant:

Suppleant:

Revisor:

Revisor:

Rev. suppleant:

Frode Christensen

Gabriel Jensen

Helmer Olsen

Henning Kaster

Sv. Å. Hansen

John Elleby

Jens Kjærgaard

Willy Oppenheim

John Larsen

Frede Carstensen

(have 27)

(have 26)

(have 1)

(have 28)

(have 34)

(have 90)

(have 96)

(have 101)

(have 70)

(have 58)

Efterskrift

Haver langs banen er opfundet for langt mere end 40 år siden:
I jernbanens barndom, da de første jernbanespor blev lagt, fandt man hurtigt ud af at udnytte den jord langs skinner, som lå ubenyttet hen. Man fandt på at dyrke til husholdningsbrug. Naturligvis udpræget i nærheden af stationer.

DSB har efterhånden fået sådanne lodder under kontrol. For et rimeligt beløb er det muligt at få rådighed over en stump jord, idet DSB (i sjælden grad, ganske vist) opretter nye havelodder rundt omkring i landet.

Det kedelige er jo, at mange jernbanehaver bliver nedlagt i forbindelse med udbygning af stationer og sporomlægninger.

Brohaven

har nået 40 år. Det er bemærkelsesværdigt. Men ofte har vi været truet.
Efter krigen ønskede beboere en S-station imellem Langgade og Hvidovre. Stationen skulle være ved Ole Borchsvej. DSB fandt befolkningsunderlaget for tyndt til, at stationen ville være rentabel. En S-station netop på dette sted kunne genere have-kolonien betydeligt.

I halvtredserne var der spekulationer i gang om at anlægge en rutebilremise. Men for mange ekspropriationer af villaer og specielt brobygning fik DSB fra planen. Og ved nærmere besigtigelse af området konstaterede man, at stedet var et nummer for trekantet.

En entreprenant entreprenør har været interesseret i at bygge højhuse på terrænet.

I 1969 var der alvorlige planer om at bygge en motorvej, hvor en god bid ville være skåret af Brohaven. Efter protester fra beboere og kommuner blev den skrækkelige plan skrinlagt.

Sådanne angreb mod vort fritidsreservat skaber naturligvis bekymring.

Vi ved, at den rigtige ide til brug af trekanten opstod for 40 år siden! og det rigtige resultat man finder er:

Kun anvendelig til haveforeningen Brohaven.

Jubilæumsskriftet er redigeret af Henning Kaster.

Del siden på Facebook

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.