Optagelse på ventelisten

Som medlemmer optages personer ansat ved eller pensioneret fra DSB, DSB S-tog a/s og Banedanmark.

Der gøres opmærksom på, at man, hvis man siger nej til en tilbudt have tre på hinanden følgende gange, kommer bagerst i køen, hvorfor man så at sige starter forfra.

Ved optagelse på ventelisten, vil der blive opkrævet et oprettelsesgebyr på 200 kroner og derefter et årligt ventelistegebyr på 100 kroner.

Optagelse på ventelisten sker ved at sende mail til nedenstående. Du vil blive kontaktet af bestyrelsen med yderligere information i forhold til betaling. Du optræder først på ventelisten, når vi har modtaget ventelistegebyret, og din ansøgning er bekræftet af bestyrelsen.

Og hvad er det så egentlig, du skriver dig op til?

Først og fremmest står du på venteliste til at købe et kolonihavehus på lejet grund.  Afhængigt af husets stand og størrelse vil prisen ligge fra ca. 15.000 til ca. 110.000 kr.

Grunden, som du ved køb af huset får tilladelse til at leje, så længe du overholder foreningens vedtægter og ordensregler, er ligeledes af varierende størrelse fra 262 m2 til 465 m2.

Der er ført vand frem til grunden. Vandet er fremført i rør på overfladen langs foreningens gange. Vandet tilsluttes medio april og lukkes igen medio oktober. Grundene er ikke kloakerede, og det er på grund af adgangsforholdene ikke muligt at etablere septiktank. Nogle af haverne har indlagt el, andre er forberedt til el (kabel er trukket til skel) og endelig er enkelte af haverne helt uden el. Sidstnævnte vil skulle etablere el i forbindelse med kloakeringen.

Desuden får du tilgang til en række fællesfaciliteter. Der findes fælles toiletter med træk og slip. Disse åbnes medio april og lukkes igen medio oktober. Derudover har vi et fælleshus, der benyttes til møder og som kan lejes til private arrangementer, værkstedsanlæg, strygestue med bogbytning, festplads og legeplads. Fælles renovation og parkeringsplads forefindes ved indgangen til foreningen.

Det er ikke muligt at køre med bil helt frem til de enkelte haver. Foreningen råder over 2 minitraktorer, som mod et gebyr kan rekvireres til hjælp ved tungere transport; øvrig transport med fælles trækvogne eller egen trillebør.

Sammen med ovenstående herligheder erhverver du et medlemskab af et forpligtende fællesskab. Den relativt lave pris for erhvervelse af kolonihavehuset på lejet grund med adgang til fællesfaciliteter og den relativt lave haveleje forudsætter, at vi i fællesskab løser vedligeholdelses- og nyetableringsopgaverne i haveforeningen. Du er derfor forpligtet til at deltage i de fælles arbejdsdage, som kalendersættes hver sæson. Du skal forvente at levere mindst 24 timers fællesarbejde pr have i løbet af en sæson.

Kolonihavebevægelsens opståen og nutidens kolonihaveliv har sin forankring i arbejderbevægelsens tanker om fællesskab, hvor vi i foreningen kommer hinanden ved og løfter i fællesskab. Vi lærer hinanden at kende. Vi hilser på hinanden, når vi mødes på foreningens gange. vi taler sammen og hjælper hinanden. Vi kigger ind til hinanden, når havelågen står åben. Vi fester sammen. Og vi viser hensyn til hinanden, fordi vi bor tæt.

Du kan ikke forvente, at tjene penge på at erhverve et kolonihavehus på lejet grund i HF Brohaven. Alle salg af haver afvikles gennem bestyrelsen, som vurderer den pris, til hvilken huset udbydes til første person på ventelisten. Du har således ingen mulighed for at påvirke prisen, som udelukkende er baseret på husets stand og størrelse. Hvis du vedligeholder dit hus, kan du håbe at få dine penge tilbage. Hvis du ikke vedligeholder huset, afskrives det over maksimalt 20 år. Hvis du bygger om, til eller nyt kan du aldrig være sikker på at få dine penge retur. For at undgå at havepriserne stiger for meget er der i foreningen fastsat dels en maksimal bebyggelsesprocent på 15%, dels en maksimalpris pr bebygget m2. Alle byggerier skal godkendes af bestyrelsen, og der findes et regelsæt for opførelse af bygninger i foreningen.

Du skal være opmærksom på, at bestyrelsen kan vælge at opsige dit lejemål, såfremt du ikke overholder foreningens vedtægter og ordensregler. Disse regler kan læses på:

https://hfbrohaven.dk/info/vedtaegter/

for optagelse på ventelisten send mail til kasserer.hfbrohaven@gmail.com

Inkluder navn, adresse, telefonnummer, mail og arbejdsplads.