Banedanmarks formål er at drive, vedligeholde og udvikle jernbanenettet i Danmark. Det er således IKKE Banedanmarks formål at profitere ved udlejning af arealer til kolonihaveformål. Det må derfor være forventeligt at Banedanmark opkræver areallejer til markedspris hos kolonihaveforeninger, som ved boskiftet mellem DSB og Banedanmark er endt på Banedanmarks arealer.
Ikke desto mindre har Banedanmark valgt at opsige en i 81 år eksisterende lejeaftale med HF Brohaven uden at der foreligger nogen form for mislighold fra HF Brohavens side. Banedanmark har tilbudt at indgå en anden aftale, hvor areallejen til Banedanmark fastsættes til 1316% af den nuværende arealleje idet Banedanmark kræver den nuværende arealleje på 163.339,52 øget til 2.150.000,00 kr/år.
Af Miljøstyrelsen/Naturstyrelsens ”Rapport om udlejningspriser for arealer til kolonihaveformål” fremgår et bidrag fra Banedanmark, hvori Banedanmark bl.a. udtaler, at den nuværende markedsleje for havelodder bør sættes til 2 % af den offentlige vurdering med et tillæg på op til 50% for beliggenhed, altså maksimalt 3 %. I den nuværende aftale udgør areallejen 8,75 % af den offentlige vurdering.
Den kommende arealleje er af Banedanmark fastsat til 115% af den offentlige vurdering årligt. Som et kuriosum kan nævnes, at såfremt man anvender samme procentvise leje for en gennemsnitlig 100 m2 lejlighed i København ville lejen for en sådan lejlighed beløbe sig til 409.000,00 kr/måned.
Bag kolonihaveloven ligger et ønske om at fastholde kolonihaverne som et økonomisk realistisk fritidstilbud nær byboligen også for den økonomisk ringere stillede del af befolkningen. Banedanmarks adfærd i denne sag er således i direkte modstrid med intentioner bag gældende dansk lovgivning hvilket ikke synes umiddelbart klædeligt for en dansk statsejet virksomhed.
Bestyrelsen forfølger Banedanmarks adfærd i denne sag bl.a. med assistance fra vores juridiske rådgiver. Det må desværre forventes at sagen ender til afgørelse i retssystemet.
Hvis du selv er ansat i Banedanmark eller hvis du har venner og bekendte som er det, skal vi stærkt opfordre til, at du gennem dine kontakter skaber opmærksomhed internt i Banedanmark om Banedanmarks uklædelige adfærd i denne sag.
Bestyrelsen vil orientere om udviklingen i denne sag og om denne sags mulige konsekvenser på den kommende generalforsamling i HF Brohaven, som afholdes i Frederiksberg Hallerne på Jens Jessens Vej den 18. februar 2025 kl. 19:00.






