Mindeord
Kalman Legradi
11.01.1962 – 27.10.2022
Fredag den 28.10. kom beskeden om, at Kalman torsdag var afgået ved døden ramt af en blodprop i hjertet. Torsdag den 3.11. klokken 11 var der bisættelse i Buddinge kirke. Den fyldte kirke var et tydeligt bevis på, at det var en særlig person, der pludseligt var afgået ved døden. Der var venner som Kalman havde kendt siden sine unge dage, nuværende og tidligere kolleger, fiske- og rejsekammerater, og ikke mindst en stor repræsentation fra Brønshøj Boldklub og fra haveforeningen. Jeg anslår, at der var ca. 150 fremmødte, hvoraf ca. halvdelen deltog i den efter gravøl i boldklubbens lokaler.
En gravøl helt i Kalmans ånd med grillpølser, øl og vand.
Kalman blev en del af Brohaven i sommeren 1991, da Gry overtog have 87. Da Lotte og jeg var så heldige at være næsten genbo, gik der ikke lang tid før vi nød godt af Gry og Kalmans store gæstfrihed. At det var Gry, der købte haven har gennem årene givet anledning til mange sjove ordvekslinger, ikke mindst når Kalman blev mindet om, at han glemte sin egen have på grund afalle sine andre engagementer. Hans replik var ofte, ”Ja, men det er jo Grys have.”.
Kalman blev hurtigt én del af fællesskabet i Borhaven. I midten af 90’erne syntes Kalman, at foreningens legeplads var lidt trist. Den daværende bestyrelse tog ham på ordet og gjorde ham til formand for et legepladsudvalg. Legepladsen blev et af ”hans! hjertebørn” og han var stærkt engageret i de senere ændringer af legepladsen.
Når man havde den glæde at være ven eller samarbejdspartner med Kalman, var det vigtigt at lære og forstå Kalmanstidsfornemmelse. Det var særligt påkrævet, da Kalman i mange år mente, at det ikke var nødvendigt gå med ur. Et øjeblik kunne vare mellem 3 minutter og en halv time.
I tiden 1999 til 2015 have jeg fornøjelsen af at arbejde samen med Kalman i bestyrelsen i haveforeningen i perioden fra 2008 med ham som næstformand. Vi var ikke altid enige, men havde stor gensidig respekt. Vi var enige om, at Brohaven var en af de bedste kolonihaver i Danmark, hvis ikke den bedste. Opbakningen fra medlemmerne betragtede vi som én god betaling for de timer, vi brugte på foreningen.
Kalmans periode som formand fra 2015 til nu har været en svær tid for foreningen med mange udfordringer. Han har som formand forstået at få etableret et godt samarbejde til gavn for medlemmerne. Der har været store opgaver omkring kloakering, nye regler for godkendelse af byggeri og ombygninger, men også på visse områder manglende opbakning fra medlemmerne. Men hans optimisme og gåpåmod har haft stor betydning.
Mit sidste møde med Kalman var i forbindelse med rengøringen og opmagasineringen af affaldscontainerne, hvor jeg af anden årsag var på besøg foreningen. Det blev en hyggelig snak og en øl eller to, hvor vi aftalte at mødes i det nye år. Kalman havde i forbindelse med jubilæet ønsket at få en snak om min tid i foreningen og de personer, der har haft betydning for foreningen. Sådan skulle de ikke være.
Familien sidder nu tilbage, hvor de alt for tidligt har mistet en central og omsorgsfuld person.
Kalman var af hjertet et familiemenneske, han elskede Gry og sine piger. Han nåede at blive en stolt morfar.
Jeg har mistet en god ven, et kærligt og engageret menneske. Min tanker går til familien, der går en svær tid i møde.
Æret være Kalmans minde.
Hans Thomsen
Tidligere formand og fortsat bruger af have 84