December 2022
Kære Havevenner, gode naboer i Brohaven
Havesæsonen 2022 er desværre slut – og igen er den ovre alt for hurtigt. Haverne er lukket ned, huse tømt for ting og sager, og haverne gjort klar til vinteren i spændt forventning om, at næste sæson bliver mindst lige så hyggelig.
D. 27. oktober gik vor elskede formand Kalman Légrádi bort. Bestyrelsen har konstitueret Jens Behrens som fungerende formand frem til general- forsamlingen i februar 2023, hvor en ny formand skal vælges. Der er ikke konstitueret en ny næstformand.
Kloak-udvalget er i gang med at skrive kontrakt med vores rådgiver inden jul.
Som de fleste har hørt, så ser vi ind i et marked med stigende renter, til gengæld har det den virkning, at byggebranchen bremser op, og priserne falder.
Et lån kan altid lægges om, når renterne falder, men de penge, vi har betalt for materialer og arbejdsløn ændrer sig aldrig, så det bliver på kort sigt dyrere at låne penge, men billigere at købe varer – derfor vil det være en kæmpe fordel for Brohaven, hvis vi går i gang til næste vinter.
Vi ses på generalforsamlingen d. 21. februar 2023.
Bestyrelsen og kloak-udvalget ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår og på gensyn i 2023